this i don't trust anybody....
eller
jeg har meget svært ved at stole på folk. jeg er så vant til at folk er falske, og lader som om. jeg er efterhånden så vant til at folk er ligeglade. at folk skider på hvad man synes, og at folk bare tror man er snotdum og ikke ved en skid..
I HEART RUFUS! .. i thought you all should know.. hun kommer snart og besøger mig *glad*
har været trist hele ugen.. virkelig.. har været meget nem at gøre sur.. nogle få ved hvorfor.. så undskyld hvis jeg har været lidt.. mærkelig..
- og det idag gjorde bare lige det hele ENDNU BEDRE *ironi* .. x2!!!
i'm out.
- Topp.
fredag den 15. oktober 2010
Eventyr.. Inspireret af Kasa
DANSK STIL. HAR ENDNU IKKE FÅET KARAKTER PÅ DEN. DIVERSE IDÉER: KASA *hjerte*. HOVEDPERSONEN ER INSPIRERET AF FREJA/COOKIE*hjerte*
Nirvana.
Der var engang en pige. En udadtil helt almindelig pige. Så ud som de fleste gjorde dengang; høj, slank og øjne, så klare og blå som den smukkeste himmel eller det dybeste hav. Hendes hår havde dog den smukkeste mørkerøde farve, i modsætningen til de fleste andre piger, der havde lyst hår. Hun skilte sig lidt ud, hun kunne godt lide det. Hun var født ind i en rig familie. Hun gik i fine kjoler, havde sin egen stuepige, der også satte hår for hende hver morgen.
Det startede som en ganske almindelig dag. Hun havde lige spist frokost, så hun var på vej ned på sit værelse. På vejen derned stoppede hun op, da hun fik øje på døren ind til kontoret. Da hendes far døde for 3 år tilbage, havde ingen været derinde siden. Hun prøvede at åbne døren. Den bandt. Der skulle bare lidt kræfter til, fandt hun ud af, da hun fik den op efter et par skub. Forsigtigt åbnede hun døren ind til det gamle rum. Underligt nok, var der rent derinde. Selvom døren ikke havde været åbnet i mange år. Der var ingen spindelvæv, kun en smule støvet. Hun havde aldrig rigtigt kigget ordenligt på rummet før. Hun fik øje på en dør i hjørnet af rummet, lidt skjult af en halv-forfalden skrivepult. Hun gik hen til døren og kiggede forundret på den. Hvorfor havde hun dog ikke set den før? Hun tog fat i håndtaget, og åbnede den forsigtigt. Der strømmede lys ud fra døren, og hun kunne høre svagt fuglefløjt. Der kom nogen gående ude på gangen. Lynhurtigt lukkede hun døren igen, og skyndte sig ud.
Et par dage efter, da hun var alene hjemme, gik hun ind på kontoret igen. Hun havde sat en stol hen foran døren, så man ikke kunne åbne den udefra. Lige så stille listede hun hen til den lille dør. Hun flyttede skrivepulten, så den ikke stod i vejen. Forsigtigt åbnede hun den lille dør og kiggede ind. Et smukt syn mødte hende. Et eventyrligt sted var udenfor den lille dør. Fugle fløj på en skyfri blå himmel, en lille landsby fuld af mennesker var foran hende og bag landsbyen lagde en lille sø, og en bakke. På bakken lagde et stort, smukt hus. Midt i det, hun gik ud fra var landsbyens park, stod et skilt. 'Nirvana' var alt, der stod på det. Hun stod måbende og så på det, med åben mund. Men da hun ville tage et skridt ud på det smaragdgrønne græs, var det som om der var noget, der holdte hende inde. Hun kunne ikke komme ud i Nirvana. Selvom hun prøvede, var der noget, der holdte hende tilbage. Pludselig stoppede hun op midt i al hendes asen og maden for at komme ind i Nirvana. Hun kiggede op. Foran hende stod en ung mand. Han så ud som om han var ca. lige så gammel som hende. Han stod bare og stirrede på hende, og hun stirrede også på ham i et par sekunder. Han var fantastisk flot. Høj, muskuløs, mørkt hår og brune øjne man kunne kigge i for evigt. Hurtigt trak hun sig tilbage og lukkede døren. Hun skyndte sig at fjerne stolen, gik ud fra kontoret og løb ned på sit værelse.
Dagen efter, stod hun op meget tidligt om morgenen. Hun havde aftenen før, bedt stuepigen om at holde fri. Hurtigt satte hun sit hår op, og tog en gammel kjole på. Hun listede, så hurtigt hun kunne ned på kontoret igen. Åbnede den lille dør, og prøvede igen, at træde ud i Nirvana. Det ville stadig ikke helt lykkes. Hun tog en smule tilløb og 'hoppede' ind gennem døren. Denne gang lykkedes det, og hun faldt ned på det bløde, grønne græs. Hurtigt rejste hun sig op og kiggede rundt. Der var ikke nogen, der havde set hende. Hun gik hen imod landsbyen. Kiggede rundt til alle sider, der var masser at se. De små, søde butikker. Springvandet i midten af byen. Hun stoppede op foran bakken. Stod længe og kiggede på det flotte hus. Langsomt gik hun op imod det. Men stoppede op lige pludselig, da drengen fra i går pludselig kom gående imod hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Han kom tætere og tætere på, hun kunne ikke flytte sig. Hun havde ikke lyst til at flytte sig. Han stoppede op foran hende. Tog hendes hånd, kyssede den. Han var pæn i tøjet og hans brune øjne skinnede i sollyset. ”Mike,” præsenterede han sig, ”jeg så dig i går. Jeg har aldrig set dig før. Hvad hedder du?”. ”Freja,” svarede hun kort. ”Freja,” sagde han, og smagte lidt på det, ”et smukt navn”. Hun stirrede bare på ham. Han var endnu smukkere end hun huskede ham. De gik sammen ind mod parken. Snakkede i mange timer. ”Jeg må nok snart se at komme hjem,” sagde Freja pludselig. ”Det kan du ikke,” sagde Mike, ”når du først er kommet ind, kommer du ikke ud igen. Med mindre..” han fuldførte ikke sin sætning. ”Med mindre hvad?” spurgte Freja. ”Du skal tage op til min mor,” begyndte han, ”hun er.. Hun bestemmer over Nirvana. Hun lader ikke folk tage hjem, bare sådan”. Freja kiggede undrende på ham. ”Så lad os tage derop nu,” sagde hun. ”Jeg ved ikke rigtig. Jeg snakker ikke rigtig med min mor. Jeg bor i den anden ende af huset, jeg kan ikke holde hende ud,” begyndte han, ”men jeg kan godt tage med dig, hvis du godt vil hjem?”. Hun tøvede lidt. Hun var begyndt at synes rigtig godt om ham. Pludselig vidste hun ikke rigtig om hun ville hjem.
Der var gået dage, uger, måske måneder. Freja og Mike var på vej op til Mikes mor. Tiden var indtil nu blevet brugt på at forberede Freja på hendes møde med Mikes mor, Leonora. Freja havde boet sammen med Mike i hans del af huset. De havde gået rundt i parken hele dagen og gennemgået planen. Uanset hvad Leonora forlangte, skulle Freja give hende det. Uanset hvad. De stoppede lige udenfor huset. Mike gav hende et kys, og hun gik ind ad den store dør. Så snart hun kom ind var hun ikke i tvivl om hvor hun skulle gå hen. Der var mørkt, og der kom kun et svagt lys ud fra et rum på højre hånd. Hun gik derind og så Leonora sidde foran et spejl. Hun kiggede op og fik øje på Freja i spejlet. Vendte sig om. Et smil kom frem på hendes læber. ”Freja, går jeg ud fra. Jeg har ventet på dig,” sagde Leonora.
”Hvad skal jeg gøre? Jeg vil hjem!” sagde Freja spydigt. ”Rolig nu,” smilede Leonora, ”Først.. Først skal du give mig dine blå øjne. Til gengæld får du mine”. Freja stoppede op og tænkte. Hendes øjne var næsten for meget. Og alligevel ville hun gerne hjem. ”Okay, værsgod,” sagde Freja og lukkede øjnene. ”Åben dine øjne,” sagde Leonora, ”gå over og kig dig i spejlet. Da Freja kiggede over på Leonora sad hun allerede foran spejlet. Med Frejas blå øjne i hovedet. Freja kiggede sig i spejlet. Hendes øjne var ikke hvide med blå pupil længere. De var grå, med gule pupiller. Det så hæsligt ud, men hun ville bare gerne hjem. ”Hvad skal jeg mere gøre?” spurgte Freja. ”Dit hår,” begyndte Leonora. Freja stivnede. Men lukkede øjnene uden at protestere. Og da hun åbnede dem igen sad Leonora med Frejas lange røde hår på sit hoved og Freja stod med hendes slidte sorte hår. Hun så endnu mere rædselsfuld ud end før. ”Er der mere?” spurgte Freja utålmodigt. Hun havde ikke lyst til at opgive mere af sig selv. Hun lignede slet ikke sig selv med sort hår og gule øjne. Men Leonora blev ved. ”Giv mig dit smil og du kan tage hjem,” sagde hun koldt. Freja stivnede. Igen. Hendes smil. Det var det hun elskede mest ved sig selv. Og det eneste hun havde tilbage, der var hendes eget. Hun skulle lige til at protestere, men huskede så hvad Mike havde fortalt hende. ”Uanset hvad hun forlanger, skal du give hende det”. ”Okay, tag det,” sagde Freja og lukkede modvilligt øjnene.
Hun åbnede øjnene igen. Og var pludselig tilbage på kontoret. Der var ingen dør bag skrivepulten. Intet spor fra Nirvana. Hun mærkede på væggen. Ingenting! Hun løb ned på sit værelse. Stod længe foran spejlet. Hun havde stadig Leonoras gule øjne og sorte hår. Hun åbnede munden og smilede. Heldigvis havde hun stadig sit eget smil. Hun gik ud på gaden. Ked af, at hun ikke havde fået sagt farvel til Mike. Hun gik ud til den lille bæk i haven. Sad der længe. Indtil der pludselig kom en og satte sig ved siden af hende. Hun drejede hovedet og kiggede pludselig ind i et par smukke, brune øjne. ”Hej, jeg hedder Mike,” præsenterede han sig, ”har vi mødt hinanden før?” spurgte han med et glimt i øjet. ”Måske, hvem ved?” svarede Freja lykkeligt. Og de levede lykkeligt til deres dages ende..
Nirvana.
Der var engang en pige. En udadtil helt almindelig pige. Så ud som de fleste gjorde dengang; høj, slank og øjne, så klare og blå som den smukkeste himmel eller det dybeste hav. Hendes hår havde dog den smukkeste mørkerøde farve, i modsætningen til de fleste andre piger, der havde lyst hår. Hun skilte sig lidt ud, hun kunne godt lide det. Hun var født ind i en rig familie. Hun gik i fine kjoler, havde sin egen stuepige, der også satte hår for hende hver morgen.
Det startede som en ganske almindelig dag. Hun havde lige spist frokost, så hun var på vej ned på sit værelse. På vejen derned stoppede hun op, da hun fik øje på døren ind til kontoret. Da hendes far døde for 3 år tilbage, havde ingen været derinde siden. Hun prøvede at åbne døren. Den bandt. Der skulle bare lidt kræfter til, fandt hun ud af, da hun fik den op efter et par skub. Forsigtigt åbnede hun døren ind til det gamle rum. Underligt nok, var der rent derinde. Selvom døren ikke havde været åbnet i mange år. Der var ingen spindelvæv, kun en smule støvet. Hun havde aldrig rigtigt kigget ordenligt på rummet før. Hun fik øje på en dør i hjørnet af rummet, lidt skjult af en halv-forfalden skrivepult. Hun gik hen til døren og kiggede forundret på den. Hvorfor havde hun dog ikke set den før? Hun tog fat i håndtaget, og åbnede den forsigtigt. Der strømmede lys ud fra døren, og hun kunne høre svagt fuglefløjt. Der kom nogen gående ude på gangen. Lynhurtigt lukkede hun døren igen, og skyndte sig ud.
Et par dage efter, da hun var alene hjemme, gik hun ind på kontoret igen. Hun havde sat en stol hen foran døren, så man ikke kunne åbne den udefra. Lige så stille listede hun hen til den lille dør. Hun flyttede skrivepulten, så den ikke stod i vejen. Forsigtigt åbnede hun den lille dør og kiggede ind. Et smukt syn mødte hende. Et eventyrligt sted var udenfor den lille dør. Fugle fløj på en skyfri blå himmel, en lille landsby fuld af mennesker var foran hende og bag landsbyen lagde en lille sø, og en bakke. På bakken lagde et stort, smukt hus. Midt i det, hun gik ud fra var landsbyens park, stod et skilt. 'Nirvana' var alt, der stod på det. Hun stod måbende og så på det, med åben mund. Men da hun ville tage et skridt ud på det smaragdgrønne græs, var det som om der var noget, der holdte hende inde. Hun kunne ikke komme ud i Nirvana. Selvom hun prøvede, var der noget, der holdte hende tilbage. Pludselig stoppede hun op midt i al hendes asen og maden for at komme ind i Nirvana. Hun kiggede op. Foran hende stod en ung mand. Han så ud som om han var ca. lige så gammel som hende. Han stod bare og stirrede på hende, og hun stirrede også på ham i et par sekunder. Han var fantastisk flot. Høj, muskuløs, mørkt hår og brune øjne man kunne kigge i for evigt. Hurtigt trak hun sig tilbage og lukkede døren. Hun skyndte sig at fjerne stolen, gik ud fra kontoret og løb ned på sit værelse.
Dagen efter, stod hun op meget tidligt om morgenen. Hun havde aftenen før, bedt stuepigen om at holde fri. Hurtigt satte hun sit hår op, og tog en gammel kjole på. Hun listede, så hurtigt hun kunne ned på kontoret igen. Åbnede den lille dør, og prøvede igen, at træde ud i Nirvana. Det ville stadig ikke helt lykkes. Hun tog en smule tilløb og 'hoppede' ind gennem døren. Denne gang lykkedes det, og hun faldt ned på det bløde, grønne græs. Hurtigt rejste hun sig op og kiggede rundt. Der var ikke nogen, der havde set hende. Hun gik hen imod landsbyen. Kiggede rundt til alle sider, der var masser at se. De små, søde butikker. Springvandet i midten af byen. Hun stoppede op foran bakken. Stod længe og kiggede på det flotte hus. Langsomt gik hun op imod det. Men stoppede op lige pludselig, da drengen fra i går pludselig kom gående imod hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Han kom tætere og tætere på, hun kunne ikke flytte sig. Hun havde ikke lyst til at flytte sig. Han stoppede op foran hende. Tog hendes hånd, kyssede den. Han var pæn i tøjet og hans brune øjne skinnede i sollyset. ”Mike,” præsenterede han sig, ”jeg så dig i går. Jeg har aldrig set dig før. Hvad hedder du?”. ”Freja,” svarede hun kort. ”Freja,” sagde han, og smagte lidt på det, ”et smukt navn”. Hun stirrede bare på ham. Han var endnu smukkere end hun huskede ham. De gik sammen ind mod parken. Snakkede i mange timer. ”Jeg må nok snart se at komme hjem,” sagde Freja pludselig. ”Det kan du ikke,” sagde Mike, ”når du først er kommet ind, kommer du ikke ud igen. Med mindre..” han fuldførte ikke sin sætning. ”Med mindre hvad?” spurgte Freja. ”Du skal tage op til min mor,” begyndte han, ”hun er.. Hun bestemmer over Nirvana. Hun lader ikke folk tage hjem, bare sådan”. Freja kiggede undrende på ham. ”Så lad os tage derop nu,” sagde hun. ”Jeg ved ikke rigtig. Jeg snakker ikke rigtig med min mor. Jeg bor i den anden ende af huset, jeg kan ikke holde hende ud,” begyndte han, ”men jeg kan godt tage med dig, hvis du godt vil hjem?”. Hun tøvede lidt. Hun var begyndt at synes rigtig godt om ham. Pludselig vidste hun ikke rigtig om hun ville hjem.
Der var gået dage, uger, måske måneder. Freja og Mike var på vej op til Mikes mor. Tiden var indtil nu blevet brugt på at forberede Freja på hendes møde med Mikes mor, Leonora. Freja havde boet sammen med Mike i hans del af huset. De havde gået rundt i parken hele dagen og gennemgået planen. Uanset hvad Leonora forlangte, skulle Freja give hende det. Uanset hvad. De stoppede lige udenfor huset. Mike gav hende et kys, og hun gik ind ad den store dør. Så snart hun kom ind var hun ikke i tvivl om hvor hun skulle gå hen. Der var mørkt, og der kom kun et svagt lys ud fra et rum på højre hånd. Hun gik derind og så Leonora sidde foran et spejl. Hun kiggede op og fik øje på Freja i spejlet. Vendte sig om. Et smil kom frem på hendes læber. ”Freja, går jeg ud fra. Jeg har ventet på dig,” sagde Leonora.
”Hvad skal jeg gøre? Jeg vil hjem!” sagde Freja spydigt. ”Rolig nu,” smilede Leonora, ”Først.. Først skal du give mig dine blå øjne. Til gengæld får du mine”. Freja stoppede op og tænkte. Hendes øjne var næsten for meget. Og alligevel ville hun gerne hjem. ”Okay, værsgod,” sagde Freja og lukkede øjnene. ”Åben dine øjne,” sagde Leonora, ”gå over og kig dig i spejlet. Da Freja kiggede over på Leonora sad hun allerede foran spejlet. Med Frejas blå øjne i hovedet. Freja kiggede sig i spejlet. Hendes øjne var ikke hvide med blå pupil længere. De var grå, med gule pupiller. Det så hæsligt ud, men hun ville bare gerne hjem. ”Hvad skal jeg mere gøre?” spurgte Freja. ”Dit hår,” begyndte Leonora. Freja stivnede. Men lukkede øjnene uden at protestere. Og da hun åbnede dem igen sad Leonora med Frejas lange røde hår på sit hoved og Freja stod med hendes slidte sorte hår. Hun så endnu mere rædselsfuld ud end før. ”Er der mere?” spurgte Freja utålmodigt. Hun havde ikke lyst til at opgive mere af sig selv. Hun lignede slet ikke sig selv med sort hår og gule øjne. Men Leonora blev ved. ”Giv mig dit smil og du kan tage hjem,” sagde hun koldt. Freja stivnede. Igen. Hendes smil. Det var det hun elskede mest ved sig selv. Og det eneste hun havde tilbage, der var hendes eget. Hun skulle lige til at protestere, men huskede så hvad Mike havde fortalt hende. ”Uanset hvad hun forlanger, skal du give hende det”. ”Okay, tag det,” sagde Freja og lukkede modvilligt øjnene.
Hun åbnede øjnene igen. Og var pludselig tilbage på kontoret. Der var ingen dør bag skrivepulten. Intet spor fra Nirvana. Hun mærkede på væggen. Ingenting! Hun løb ned på sit værelse. Stod længe foran spejlet. Hun havde stadig Leonoras gule øjne og sorte hår. Hun åbnede munden og smilede. Heldigvis havde hun stadig sit eget smil. Hun gik ud på gaden. Ked af, at hun ikke havde fået sagt farvel til Mike. Hun gik ud til den lille bæk i haven. Sad der længe. Indtil der pludselig kom en og satte sig ved siden af hende. Hun drejede hovedet og kiggede pludselig ind i et par smukke, brune øjne. ”Hej, jeg hedder Mike,” præsenterede han sig, ”har vi mødt hinanden før?” spurgte han med et glimt i øjet. ”Måske, hvem ved?” svarede Freja lykkeligt. Og de levede lykkeligt til deres dages ende..
tirsdag den 12. oktober 2010
na na na na na na na na na na na na na na
Der kommer snart noget mere på én af FanFic'sne.. Håber jeg i: Har bare haft lidt travlt her på det sidste, men når jeg får tid skriver jeg videre på én af dem..
ELSK PÅ STIN! i: http://www.youdidntcall.blogspot.com/ - hun har været så dejlig at nævne mig i sin blog. dejlige pige! *hjerte*
I'm out.
- Topp.
ELSK PÅ STIN! i: http://www.youdidntcall.blogspot.com/ - hun har været så dejlig at nævne mig i sin blog. dejlige pige! *hjerte*
I'm out.
- Topp.
lørdag den 25. september 2010
oh, really..
I honestly don't know how I feel right now.. Betraied? Hurt? Angry?
But I guess i'm used to it now. Used to people pretending around me. Used to people not keeping their promises to me.
Yeah, that's just my life, I guess..
I dont know why i freak out.. It's not that big a deal..
It was just a promise.. That you made.. To me.. Apparently not that important to you..
But it was still a promise god damnit! OMG! Sorry for telling you this.
Beklager, at I skal høre på alt det her pis.
I'm out. - Topp.
But I guess i'm used to it now. Used to people pretending around me. Used to people not keeping their promises to me.
Yeah, that's just my life, I guess..
I dont know why i freak out.. It's not that big a deal..
It was just a promise.. That you made.. To me.. Apparently not that important to you..
But it was still a promise god damnit! OMG! Sorry for telling you this.
Beklager, at I skal høre på alt det her pis.
I'm out. - Topp.
lørdag den 18. september 2010
FanFic nr. 2
Laura Topp ©.
Fan Fiction, eller bare en historie. Ved ikke om TD kommer med senere.
Titel: ?
Summary: He really did something to her..
Disclamer: Det er ikke virkelighed, bare meningsløs underholdning som folk kan læse hvis de gider.
Note: Min 2. FanFic.. Smid en kommentar, skriv hvad du synes.
Part: 1/?
Dedikationer: Dedikeret til Cookie/Freja, fordi hun ville gerne have at jeg dedikerede én til hende.xD
Warnings: Dunno if there is any..
Klokken var 00.45. Hun sad på sit værelse, helt alene. Hun havde endda slukket for sin computer, for hun havde ikke lyst til hverken at se, snakke eller skrive med nogen. Hun var smadret indeni. Det hele havde været en løgn. Han havde fortalt hende en masse løgne, intet andet.
Hun gik hen til vinduet og åbnede det. Mærkede den kølige natteluft køle hendes ansigt lidt af. Hun vidste ikke hvad hun følte. Om hun var såret eller bare vred, men ét var sikkert. Han havde virkelig gjort hende ondt.. Hun satte sig i vindueskarmen, med fødderne ude af vinduet. Hun havde bare brug for noget tid til at køle af. Hun var helt rød i hovedet. Hun var så vred. Hun var så såret. Hun kiggede ned på sine hænder. Den afskallede sorte neglelak så næsten sølvfarvet ud i måneskinnet. Men hånden. Som han tidligere havde holdt i. Pludselig følte hun ikke andet end had. Fuck, hvor hun hadede ham! Hun hoppede ind på gulvet igen. Gik hen og rodede i tasken, som stod på hendes stol. Rodede i lang tid, indtil hun fandt en pakke smøger og en lighter i bunden. Hun gik hen til vinduet igen, og hoppede ud. Hun havde værelse lige ud til vejen, så nu stod hun på fortovet. Hun tog en smøg i munden og tændte den. Sugede på den i lang tid. Hun havde egentlig lovet sig selv aldrig at begynde at ryge. I hvert fald ikke købe smøger selv. Men hun havde virkelig brug for at ryge lige nu. Det hele var så uoverskueligt. Hun gik lidt ind til siden, om bag nogle buske der stod i naboens forhave, da hun så der kom en bil kørende. Hun boede i en by, der var så lille, at hvis først nogen så at hun røg, ville hendes forældre få det af vide med det samme. Og hvis hendes forældre nu gik ud i køkkenet, så ville de heller ikke kunne se hende, omme bag naboens buske. Hun fik pludselig en idé. Hun røg smøgen færdig og ventede lidt med at gå indenfor. Hun skulle lige tænke det hele igennem.
Hun hoppede ind af vinduet. Gik hen til skabet og tog sin sportstaske ud og tog tasken henne fra stolen. Hældte alt hvad der var i, ud på sengen. Det flød pludselig med småpenge, gamle togbilletter, solbriller, flasker, armbånd og alt muligt på hendes seng. Og en halskæde. En helt speciel halskæde. En hun engang havde fået af ham. Hun havde gået med den hver dag lige siden, men efter hun havde fundet ud af det hele, havde hun taget den af med det samme og havde ikke kigget på den siden. Det var første gang hun så den, siden hun tog den af og smed den i tasken. Hun stoppede op i nogle sekunder. Hendes øjne fyldtes med tårer. Hun havde elsket den halskæde! Nu kunne hun ikke klare synet af den. Den fik hende til at tænke på ham. Ham, der havde passet på hende, holdt af hende, elsket hende. Det havde han i hvert fald sagt. Ham, der havde holdt af hende, elsket hende, forrådt hende, løjet over for hende, fået hende til at gøre som hun gjorde. Hun havde ikke lyst til at se på den mere, og alligevel ville hun ikke smide den ud. Hun lagde den på sit skrivebord. Ville ikke tænke på den mere. Ville ikke tænke på ham mere..
Hun puttede alle sine småpenge i sin pung. Tjekkede efter hvor mange penge hun havde. Talte sedlerne. Der var lige under 500 kr. Det måtte være nok. I den lille taske pakkede hun sin pung, et par solbriller, sin mobil og laderen til den. Hun gik lige så forsigtigt ud i køkkenet, og tog en flaske vand i køleskabet og puttede også den i tasken. Hun tog noget tøj ud fra skabet og puttede i sportstasken. Puttede den lille taske i sportstasken. Hvis det endelig skulle være, kunne hun bare tage den lille taske ud. Hun behøvede ikke andet tøj end det hun havde på. Tog en smule makeup i sin toilettaske, en børste, noget hårlak og hendes fladjern. Overvejede det lidt, men tog det så ud igen. Hun ville ikke have for meget med. Det endte med, at hun tog ét ekstra sæt tøj med i den lille taske og lod sportstasken blive. Hun tændte sin computer. Loggede på. Hun kunne ikke lade vær' med at gå ind på hans profil. Kiggede på hans billede. Stirrede på det i lang tid. Og fik pludselig kvalme. Lukkede hurtigt ned igen. Hun kiggede nede i højre hjørne af skærmen. Klokken var 01.27. Hendes forældre var gået i seng for et par timer siden. De skulle på arbejde dagen efter, om lørdagen, så de ville ikke opdage noget før de kom hjem om eftermiddagen. Hun formede sin dyne, så det lignede at hun lagde der og sov. Hun fandt en blok og en blyant frem. Skrev et brev, som hun lagde på skrivebordet. Bare så hendes forældre vidste hvad der var sket.
Hun tog tasken over skulderen, åbnede vinduet og kiggede en sidste gang på halskæden, som lå ved siden af brevet til hendes forældre. Fik en klump i halsen, men rystede det hurtigt af sig, og hoppede ud i den friske natteluft. Lukkede vinduet på klem, så meget som hun nu kunne. Drejede til venstre ud på fortovet. Og gik. Og gik. Og gik. Hvorhen vidste hun ikke. Hun skulle bare væk.
fredag den 17. september 2010
well..
Har det.. Ærligtalt ikke så godt..
Jeg ved ikke rigtigt hvad det er.. Eller, jo. Jeg ved det godt. Har det ikke fysisk dårligt, der er bare noget jeg ikke har det så godt med.. Årh.): Help me! Or don't.. Gider ikke have at alle skal vide det, men.. Årh.): Skal være sammen med Dorthe i morgen, så.. I'll talk to her about it. Hun er god til sådan noget, så det skal nok blive godt. Dorthe, I love you! Hun er noget af det bedste!i: .. Btw: har droppet festx2 for at sidde og være nedern på chatten i aften, og for at være sammen med Dorthe i morgen.. Bah! *suk* - men det okay [:
Har i nogensinde haft det sådan.. Svært ved at vælge? Arh.. Kunne bare sætte mig til at tude hvert eneste øjeblik det skulle være, men.. Tror jeg løber en tur i morgen, for at komme til at tænke på noget andet.
I'm out. Peace!
- Topp.
Jeg ved ikke rigtigt hvad det er.. Eller, jo. Jeg ved det godt. Har det ikke fysisk dårligt, der er bare noget jeg ikke har det så godt med.. Årh.): Help me! Or don't.. Gider ikke have at alle skal vide det, men.. Årh.): Skal være sammen med Dorthe i morgen, så.. I'll talk to her about it. Hun er god til sådan noget, så det skal nok blive godt. Dorthe, I love you! Hun er noget af det bedste!i: .. Btw: har droppet festx2 for at sidde og være nedern på chatten i aften, og for at være sammen med Dorthe i morgen.. Bah! *suk* - men det okay [:
Har i nogensinde haft det sådan.. Svært ved at vælge? Arh.. Kunne bare sætte mig til at tude hvert eneste øjeblik det skulle være, men.. Tror jeg løber en tur i morgen, for at komme til at tænke på noget andet.
I'm out. Peace!
- Topp.
torsdag den 16. september 2010
Thursday
Hey Guys.
Det bliver bare et alm. blogindlæg idag, fordi.. Ja, jeg orker ikke lige at skrive videre på ff'en.
Yeah, so.. Jeg skal ned i hallen om lidt og træne de små U10 piger. Spørg lige om jeg gider?-.- De kan være ÅH så belastende! Jeg kan ikke forestille mig, at jeg selv har spillet sådan engang, men ja..
Anyways, er inviteret til 2 fester i weekenden, men.. Ja, tror ikke jeg får lov til at tage afsted. Regner også med at jeg skal være sammen med Dorthe lørdag-søndag (y) Bliver godt![:
Tror ikke rigtig der var andet.. Nedern liv jeg har, i know! xD Men træningen starter klokken fire, så må hellere tage derned nu d: *er svimmel* orhvad.. Av mit hovede!D:
Nå, men vi ses folk!
I'm out. PEACE!
- Topp.
Det bliver bare et alm. blogindlæg idag, fordi.. Ja, jeg orker ikke lige at skrive videre på ff'en.
Yeah, so.. Jeg skal ned i hallen om lidt og træne de små U10 piger. Spørg lige om jeg gider?-.- De kan være ÅH så belastende! Jeg kan ikke forestille mig, at jeg selv har spillet sådan engang, men ja..
Anyways, er inviteret til 2 fester i weekenden, men.. Ja, tror ikke jeg får lov til at tage afsted. Regner også med at jeg skal være sammen med Dorthe lørdag-søndag (y) Bliver godt![:
Tror ikke rigtig der var andet.. Nedern liv jeg har, i know! xD Men træningen starter klokken fire, så må hellere tage derned nu d: *er svimmel* orhvad.. Av mit hovede!D:
Nå, men vi ses folk!
I'm out. PEACE!
- Topp.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)