Eventyr.. Inspireret af Kasa

DANSK STIL. HAR ENDNU IKKE FÅET KARAKTER PÅ DEN. DIVERSE IDÉER: KASA *hjerte*. HOVEDPERSONEN ER INSPIRERET AF FREJA/COOKIE*hjerte*

Nirvana.

Der var engang en pige. En udadtil helt almindelig pige. Så ud som de fleste gjorde dengang; høj, slank og øjne, så klare og blå som den smukkeste himmel eller det dybeste hav. Hendes hår havde dog den smukkeste mørkerøde farve, i modsætningen til de fleste andre piger, der havde lyst hår. Hun skilte sig lidt ud, hun kunne godt lide det. Hun var født ind i en rig familie. Hun gik i fine kjoler, havde sin egen stuepige, der også satte hår for hende hver morgen.
Det startede som en ganske almindelig dag. Hun havde lige spist frokost, så hun var på vej ned på sit værelse. På vejen derned stoppede hun op, da hun fik øje på døren ind til kontoret. Da hendes far døde for 3 år tilbage, havde ingen været derinde siden. Hun prøvede at åbne døren. Den bandt. Der skulle bare lidt kræfter til, fandt hun ud af, da hun fik den op efter et par skub. Forsigtigt åbnede hun døren ind til det gamle rum. Underligt nok, var der rent derinde. Selvom døren ikke havde været åbnet i mange år. Der var ingen spindelvæv, kun en smule støvet. Hun havde aldrig rigtigt kigget ordenligt på rummet før. Hun fik øje på en dør i hjørnet af rummet, lidt skjult af en halv-forfalden skrivepult. Hun gik hen til døren og kiggede forundret på den. Hvorfor havde hun dog ikke set den før? Hun tog fat i håndtaget, og åbnede den forsigtigt. Der strømmede lys ud fra døren, og hun kunne høre svagt fuglefløjt. Der kom nogen gående ude på gangen. Lynhurtigt lukkede hun døren igen, og skyndte sig ud.
Et par dage efter, da hun var alene hjemme, gik hun ind på kontoret igen. Hun havde sat en stol hen foran døren, så man ikke kunne åbne den udefra. Lige så stille listede hun hen til den lille dør. Hun flyttede skrivepulten, så den ikke stod i vejen. Forsigtigt åbnede hun den lille dør og kiggede ind. Et smukt syn mødte hende. Et eventyrligt sted var udenfor den lille dør. Fugle fløj på en skyfri blå himmel, en lille landsby fuld af mennesker var foran hende og bag landsbyen lagde en lille sø, og en bakke. På bakken lagde et stort, smukt hus. Midt i det, hun gik ud fra var landsbyens park, stod et skilt. 'Nirvana' var alt, der stod på det. Hun stod måbende og så på det, med åben mund. Men da hun ville tage et skridt ud på det smaragdgrønne græs, var det som om der var noget, der holdte hende inde. Hun kunne ikke komme ud i Nirvana. Selvom hun prøvede, var der noget, der holdte hende tilbage. Pludselig stoppede hun op midt i al hendes asen og maden for at komme ind i Nirvana. Hun kiggede op. Foran hende stod en ung mand. Han så ud som om han var ca. lige så gammel som hende. Han stod bare og stirrede på hende, og hun stirrede også på ham i et par sekunder. Han var fantastisk flot. Høj, muskuløs, mørkt hår og brune øjne man kunne kigge i for evigt. Hurtigt trak hun sig tilbage og lukkede døren. Hun skyndte sig at fjerne stolen, gik ud fra kontoret og løb ned på sit værelse.
Dagen efter, stod hun op meget tidligt om morgenen. Hun havde aftenen før, bedt stuepigen om at holde fri. Hurtigt satte hun sit hår op, og tog en gammel kjole på. Hun listede, så hurtigt hun kunne ned på kontoret igen. Åbnede den lille dør, og prøvede igen, at træde ud i Nirvana. Det ville stadig ikke helt lykkes. Hun tog en smule tilløb og 'hoppede' ind gennem døren. Denne gang lykkedes det, og hun faldt ned på det bløde, grønne græs. Hurtigt rejste hun sig op og kiggede rundt. Der var ikke nogen, der havde set hende. Hun gik hen imod landsbyen. Kiggede rundt til alle sider, der var masser at se. De små, søde butikker. Springvandet i midten af byen. Hun stoppede op foran bakken. Stod længe og kiggede på det flotte hus. Langsomt gik hun op imod det. Men stoppede op lige pludselig, da drengen fra i går pludselig kom gående imod hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Han kom tætere og tætere på, hun kunne ikke flytte sig. Hun havde ikke lyst til at flytte sig. Han stoppede op foran hende. Tog hendes hånd, kyssede den. Han var pæn i tøjet og hans brune øjne skinnede i sollyset. ”Mike,” præsenterede han sig, ”jeg så dig i går. Jeg har aldrig set dig før. Hvad hedder du?”. ”Freja,” svarede hun kort. ”Freja,” sagde han, og smagte lidt på det, ”et smukt navn”. Hun stirrede bare på ham. Han var endnu smukkere end hun huskede ham. De gik sammen ind mod parken. Snakkede i mange timer. ”Jeg må nok snart se at komme hjem,” sagde Freja pludselig. ”Det kan du ikke,” sagde Mike, ”når du først er kommet ind, kommer du ikke ud igen. Med mindre..” han fuldførte ikke sin sætning. ”Med mindre hvad?” spurgte Freja. ”Du skal tage op til min mor,” begyndte han, ”hun er.. Hun bestemmer over Nirvana. Hun lader ikke folk tage hjem, bare sådan”. Freja kiggede undrende på ham. ”Så lad os tage derop nu,” sagde hun. ”Jeg ved ikke rigtig. Jeg snakker ikke rigtig med min mor. Jeg bor i den anden ende af huset, jeg kan ikke holde hende ud,” begyndte han, ”men jeg kan godt tage med dig, hvis du godt vil hjem?”. Hun tøvede lidt. Hun var begyndt at synes rigtig godt om ham. Pludselig vidste hun ikke rigtig om hun ville hjem.
Der var gået dage, uger, måske måneder. Freja og Mike var på vej op til Mikes mor. Tiden var indtil nu blevet brugt på at forberede Freja på hendes møde med Mikes mor, Leonora. Freja havde boet sammen med Mike i hans del af huset. De havde gået rundt i parken hele dagen og gennemgået planen. Uanset hvad Leonora forlangte, skulle Freja give hende det. Uanset hvad. De stoppede lige udenfor huset. Mike gav hende et kys, og hun gik ind ad den store dør. Så snart hun kom ind var hun ikke i tvivl om hvor hun skulle gå hen. Der var mørkt, og der kom kun et svagt lys ud fra et rum på højre hånd. Hun gik derind og så Leonora sidde foran et spejl. Hun kiggede op og fik øje på Freja i spejlet. Vendte sig om. Et smil kom frem på hendes læber. ”Freja, går jeg ud fra. Jeg har ventet på dig,” sagde Leonora.
”Hvad skal jeg gøre? Jeg vil hjem!” sagde Freja spydigt. ”Rolig nu,” smilede Leonora, ”Først.. Først skal du give mig dine blå øjne. Til gengæld får du mine”. Freja stoppede op og tænkte. Hendes øjne var næsten for meget. Og alligevel ville hun gerne hjem. ”Okay, værsgod,” sagde Freja og lukkede øjnene. ”Åben dine øjne,” sagde Leonora, ”gå over og kig dig i spejlet. Da Freja kiggede over på Leonora sad hun allerede foran spejlet. Med Frejas blå øjne i hovedet. Freja kiggede sig i spejlet. Hendes øjne var ikke hvide med blå pupil længere. De var grå, med gule pupiller. Det så hæsligt ud, men hun ville bare gerne hjem. ”Hvad skal jeg mere gøre?” spurgte Freja. ”Dit hår,” begyndte Leonora. Freja stivnede. Men lukkede øjnene uden at protestere. Og da hun åbnede dem igen sad Leonora med Frejas lange røde hår på sit hoved og Freja stod med hendes slidte sorte hår. Hun så endnu mere rædselsfuld ud end før. ”Er der mere?” spurgte Freja utålmodigt. Hun havde ikke lyst til at opgive mere af sig selv. Hun lignede slet ikke sig selv med sort hår og gule øjne. Men Leonora blev ved. ”Giv mig dit smil og du kan tage hjem,” sagde hun koldt. Freja stivnede. Igen. Hendes smil. Det var det hun elskede mest ved sig selv. Og det eneste hun havde tilbage, der var hendes eget. Hun skulle lige til at protestere, men huskede så hvad Mike havde fortalt hende. ”Uanset hvad hun forlanger, skal du give hende det”. ”Okay, tag det,” sagde Freja og lukkede modvilligt øjnene.
Hun åbnede øjnene igen. Og var pludselig tilbage på kontoret. Der var ingen dør bag skrivepulten. Intet spor fra Nirvana. Hun mærkede på væggen. Ingenting! Hun løb ned på sit værelse. Stod længe foran spejlet. Hun havde stadig Leonoras gule øjne og sorte hår. Hun åbnede munden og smilede. Heldigvis havde hun stadig sit eget smil. Hun gik ud på gaden. Ked af, at hun ikke havde fået sagt farvel til Mike. Hun gik ud til den lille bæk i haven. Sad der længe. Indtil der pludselig kom en og satte sig ved siden af hende. Hun drejede hovedet og kiggede pludselig ind i et par smukke, brune øjne. ”Hej, jeg hedder Mike,” præsenterede han sig, ”har vi mødt hinanden før?” spurgte han med et glimt i øjet. ”Måske, hvem ved?” svarede Freja lykkeligt. Og de levede lykkeligt til deres dages ende..